Balanceret avlsfremgang – grundlaget for højkvalitets avlsdyr

DanBred har gennem årtier skabt balanceret avlsfremgang, som dokumenterbart giver positiv gevinst i svineproduktion verden over. Avlsfremgangen genereres primært i DanBreds avlsbesætninger, og er tilgængelig i avlspyramidens forskellige led – via adskillige omsætningskanaler, dvs. gennem indkøb af levende dyr og/eller sæd til produktionen af avlsdyr.
Hastigheden, adgangen og dermed værdien af avlsfremgangen i de enkelte led, afhænger i høj grad af at der vælges den rigtige avlsstrategi i den enkelte besætning. Og ikke mindst forståelse for avlsfremgangen og den værdi der er tilgængelig for den enkelte besætning.

Breeder’s equation – avlsfremgang i praksis

Avlsfremgang genereres i praksis ved at optimere en række parametre med betydning for avlsarbejdet. Relativt forsimplet kan dette beskrives ved hjælp af ’Breeders Equation’, hvor elementerne der indgår alle bidrager til avlsfremgangen.

i: Selektionsintensitet (mange afprøvede dyr giver mulighed for høj selektionsintensitet)

r: Kvaliteten og sikkerheden af afprøvning (arvelighed i afprøvningen – og mængden af information)

a: Genetisk variation

y: Generationsinterval (alder ved første faring)

Selektionsintensitet

Antallet af afprøvede dyr i avlspopulationen afgør antallet af avlskandidater og dermed mulighederne for at selektere i de bedste dyr. Det er afgørende, at der afprøves et bredt udsnit af dyr, så vi sikrer den spredning der er nødvendig i selektionen af næste generation.

* Når dyrene i både besætning og populationen rangeres efter indeks, dannes en normalfordeling, hvor næste generation selekteres i den yderste skravering til højre – dvs. besætningens eller populationens bedste dyr, baseret på indeks.

 

Kvalitet og sikkerhed i afprøvningen

Arveligheden og kvaliteten af afprøvningen er afgørende for udvælgelsen af dyr til næste generation, da dette danner grundlag for indekset. Kvaliteten af afprøvningen kombineret med mængden af fænotypiske og genomiske informationer, påvirker sikkerheden i datasættet og dermed indeks.

Kvaliteten i afprøvningen påvirker direkte arveligheden, idet miljøpåvirkningen i besætningerne påvirker arveligheden. En lav miljøpåvirkning og færre udsving i produktionen, vil genere en højere arvelighed.

En høj arvelighed opnås ved:

  • Stabile og ensartede afprøvningsforhold og rutiner – f.eks. ensartet indvejning af grise i forsøg.
  • Høj datadisciplin og omhyggelig registrering.
  • Ensartet pasning og fodring.
  • Stabil sundhed.

Der afprøves årligt mere end 100.000 avlskandidater i DanBreds avlssystem, fordelt på 3 populationer. Mængden af fænotyper og genomisk data er således enorm og bidrager til den årlige genetiske fremgang i alle egenskaber i DanBreds avlsmål.

Ensartethed i afprøvningen er afgørende, så indenfor hver besætning er der specifikke optegnelser over stistørrelser, antal dyr pr. sti m.m.

Ensartethed gælder i alle rutiner omkring avlsdyrene, også ved indvejning i afprøvningshold, besætningerne har faste dage og rutiner omkring vejning.

Jo tættere vi kan komme på dyrenes sande genetiske potentiale, jo større genetisk fremgang kan vi opnå. Med andre ord vil en høj sikkerhed bidrage med muligheden for at selektere de rigtige dyr til næste generation.

Udover afprøvningsforhold er både datadisciplin og kvalitet ligeledes en stor del af afprøvningen, alle afprøvningshold registreres og oprettes i databanken.

Efter oprettelse i databanken, hænges stitavlerne op i stalden, så der aldrig er tvivl om data, og det er let at skrive ekstra kommentarer på tavlerne.

Genetisk variation

Kun arvelige egenskaber med en genetisk variation i den pågældende population, kan forbedres via avlsarbejdet. I afprøvningen betyder det blandt andet, at alle dyr skal have mulighed for at vise deres fulde genetiske potentiale. Det er altså afgørende, at dyrene i afprøvningen har mulighed for at yde maksimalt, hvilket eksempelvis tilgodeses ved ad libitum fodring gennem hele afprøvningen. Dertil anvendes der kvalitetsfoder, som indeholder alle essentielle komponenter, og tilgodeser dermed maksimal tilvækst også ved den gris med højest tilvækst. Hvis der mangler et komponent i afprøvningsfoderet, blot en enkelt aminosyre og/eller mineral, forhindrer det et hurtigt voksende dyr i at vise dets fulde genetiske potentiale – potentialet er der, men det kommer ikke til udtryk og selektionen bliver derved mindre præcis.

Ad libitum fodring igennem hele afprøvningen er essentiel. Dette opnås enten ved brug af fodermaskiner som på Bøgildgård, eller foderkasser i hjemmeafprøvningen, som her.

Udover ad libitum fodring stilles der også specifikke krav til foderets sammensætning i afprøvningsperioden, for også at tilgodese maksimal ydelse i hele perioden.

Genetisk variation er således vigtig for at opnå størst mulig fremgang, og for at lave korrekt selektion blandt avlskandidaterne.

Generationsinterval

Forudsat at der er optimeret på de forudgående parametre i ’Breeders Equation’ (i, r og a), så er det endvidere afgørende at få afprøvede dyr videre i systemet. Hvis vi ikke får dyrene i produktion, skabes der ingen videre fremgang.
Generationsintervallet er defineret som forældrenes gennemsnitlige alder ved afkommets fødsel, eller kort fortalt dyrenes alder ved første faring (eller spring for orner) – jo yngre dyrene er, jo lavere generationsinterval, og jo højere bliver avlsfremgangen.

Både korrekt selektion og den hastighed selektionen laves i er afgørende for avlsfremgangen og danner grundlaget for den kvalitet der leveres fra de besætninger, der indgår i DanBreds avlsprogram, og gælder selvfølgelig både polte og orner.

Generationsinterval for hundyrene i besætningerne handler om, hvor hurtigt de insemineres og kommer frem til første faring – altså hvor hurtigt kan vi tage næste generation i brug.

På handyrsiden handler generationsintervallet om, hvor hurtigt ornerne har deres første brugbare spring på KS stationerne, så vi kan tage den nye generation i brug – hvilket også er grunden til at DanBreds avlsbesætninger, i en kortere periode, har førsteprioritet på nye høj indeks orner.

DanBred index

Alle avlsdyr registreret i DanBreds databank får ugentligt beregnet et avlsindeks. Indekset er et udtryk for dyrets forventede økonomiske produktionsværdi, når alle egenskaber i DanBreds avlsmål vurderes samlet – altså dyrets genetiske potentiale. Det vil sige, at jo højere indeks dyret har, des større produktionsøkonomisk potentiale.

Der beregnes indeks for alle DanBred avlsdyr på ugentlig basis. Indeksudviklingen kan følges på DanBred Partner Hjemmesiden for alle registrerede dyr.

Jo højere indeks dyret har jo mere genetisk potentiale har det, hvilket fremmer produktiviteten i besætningerne.

Ugentligt standardiseres DanBreds avlspopulation til et gennemsnitsindeks på 100 – hvilket betyder at den aktive avlspopulation altid har samme gennemsnit og spredning.

Netop på grund af konstant genetisk fremgang, og standardiseringen af den aktive avlspopulation, kan man forvente et indeks på et bestemt dyr falder over tid. To aktive avlsdyrs indeks, uanset alder og køn, kan altid sammenlignes, såfremt de er fra samme population (f.eks. DanBred Landrace) og indeks er beregnet på samme tidspunkt. Dog er det ikke muligt at sammenligne dyr fra forskellige populationer, eller indeks der ikke er beregnet på samme tidspunkt.

Indekset for alle avlsdyr genberegnes og standardiseres ugentligt, hvor nyeste afprøvningsresultater og genomisk information for alle dyr medregnes.

Indekset beregnes på basis af state-of-the-art specialtilpassede genetiske-statistiske modeller og metoder, med data fra:

  • Resultater fra individafprøvninger – både hjemmeafprøvning og Bøgildgård
  • Slægtskabsinformationer
  • Genomisk information

Det samlede DanBred indeks beregnes ved at summere produktet af subindekserne (avlsværdierne), og deres respektive økonomiske værdier.

Hvert subindeks angiver dyrets forventede arvelige anlæg for en specifik egenskab i avlsmålet. Subindekset udtrykkes som afvigelsen fra gennemsnittet i populationen, og skal derfor ses som en vurdering af hvert enkelt dyrs genetiske potentiale i forhold til gennemsnittet. Det bør dog altid være det samlede DanBred indeks, der danner grundlaget for selektion af avlsdyrene, da selektion baseret på et subindeks alene vil være suboptimalt set fra et produktionsøkonomisk synspunkt.

 

* Egenskaberne i avlsmålet og deres vægtning for henholdsvis DanBred Landrace & DanBred Yorkshire and DanBred Duroc.

 Både dyrenes samlede DanBred indeks og subindekser kan til enhver tid søges frem på DanBred Partner Hjemmesiden. Her er det nyeste data tilgængeligt til hver en tid, for både DanBred besætninger, samarbejdspartnere og kunder – data er altså tilgængeligt, og klar til at blive omsat hos vores samarbejdspartnere, umiddelbart efter den ugentlige indekskørsel – torsdag morgen.

Beregnede indeks på besætningens dyr kan downloades direkte til besætningens softwareprogram, hvis der er integration til DanBreds databank.

For at videreføre det bedst mulig genetiske potentiale, bruges indekset som grundlag for selektionen af avlsdyr til næste generation. Polte vil som ofte have et højere indeks end søer, hvorfor polte som udgangspunkt altid bør være med til at sikre maksimal genetisk og økonomisk fremgang i besætningen.

Poltene vil oftest have højere indeks end søerne, men det er væsentligt at holde styr på både polte og søer, så der altid selekteres efter det højest tilgængelige indeks – der kan med fordel laves en for-selektion.

Ved den fysiske vurdering er det vigtigt at dyrets helhed også tages i betragtning og sammenholdes med indekset – håndterminalen kan her være et godt værktøj til at sikre sig at man ikke går på kompromis med indeksniveauet.

Ved altid at selektere de søer/polte med det højeste indeks i besætningen, og optimalt set højere end populationens gennemsnit (100), er der grundlag for at få direkte adgang til DanBreds avlsfremgang i besætningen. Når der vælges søer/polte, med et indeks højere end besætningens gennemsnit, sikres den genetiske udvikling for besætningen og derigennem den højeste produktionsøkonomiske værdi.

Maksimalt udbytte af avlsfremgangen

Det er vigtigt at udnytte de fordele DanBreds avlsprogram giver, og undgå kompromiser hvad angår implementeringen af avlsfremgangen i besætningen.

Brug DanBreds indeks til at lave smarte valg: Det udtrykker dyrenes genetisk potentiale og produktionsøkonomiske værdi. Indekset kan reelt set betragtes som, en varedeklaration, der kan bruges til at rangere avlsdyr indenfor samme population og dermed foretage aktive, velovervejede valg på selektionstidspunktet. DanBred bruger altid state-of-the-art metoder til beregning af indeks – og udvikler løbende de metoder der anvendes. Besætningens indeksniveau bestemmer hastigheden, hvormed der drages fordel af DanBreds avlsfremgang og de økonomiske fordele, som følger heraf.

DanBred tilbyder forskellige værktøjer og muligheder for at sikre det avlsmæssige grundlag for besætningen.

Med løbeplanen opnår besætningen det bedste genetiske niveau samtidig med at der holdes styr på indavlsgraden.

Med de autogenererede rapporter der findes på DanBred Partner Hjemmesiden er der mulighed for at holde øje med besætningens udvikling på indeks og avlsstrategi – dog kun for besætninger der integrerer med Databanken.

Derudover er der enkelte managementprotokoller der let sikrer hurtig og effektiv implementering i hverdagen:

  • Udvælg de bedste søer og polte til næste generation → Brug besætningslister ved selektion.
  • Oprethold optimal genetisk spredning → Hvis kuldsøskende selekteres, skal der bruges forskellige orner for at tilgodese genetisk variation og sikkerhed i besætningen.
  • Anvend DanBred sæd med højest tilgængelige indeks.
  • Sikre stor familiespredning, ved brug af mange forskellige orner.

Det er desuden vigtigt at følge om indeksniveauet opretholdes over tid, og dermed sikrer optimal implementering af avlsfremgangen i besætningen.

Brug rapporterne og følg udviklingen i indeks over tid, og sørg for at der er fælles forståelse blandt medarbejderne – brug f.eks. graferne til benchmark på tavlemøder i besætningen.

Sørg desuden for at holde jer opdateret på nyheder og manualer fra DanBred, for på den måde at sikre optimal udvikling og implementering i netop jeres besætning.

Mine noter for Avlsfremgang

Næste

Kunder får mest ud af DanBred